MORDFORSØGET PÅ DEN RUSSISK ORTODOKSE KIRKE
Af Stud mag. Nikolaj Vester.

I 1927 udsendte metropolit Sergej en erklæring, hvori han lovede at Den Ortodokse Kirke ville være loyal imod det sovjetiske system, og at sovjetmagtens sorger også var kirkens sorger.

Erklæringen blev udsendt på et tidspunkt hvor der internt i kirken var stor splid og uenighed om hvilken kurs man skulle følge over for sovjetmagten. Denne uenighed havde varet i stykke tid, og havde allerede resulteret i op til flere skismaer, der for nogles vedkommende eksisterer den dag i dag - 10 år efter kommunismens fald i Rusland.

Hvordan var forholdet mellem sovjetmagten og Den Ortodokse Kirke før metropolit Sergej udsendte denne erklæring, og hvilke konsekvenser fik erklæringen for kirken og troslivet i Rusland? Dette søges belyst gennem en skildring af forholdet mellem Den Ortodokse Kirke og det sovjetiske styre fra Lenins magtovertagelse frem til perioden omkring den ny sovjetiske lov om religion i 1929. Af pladshensyn er det ikke muligt her at beskrive forholdene for de andre trossamfund i Rusland. Det skal blot nævnes at muslimerne efter Lenins magtovertagelse fik deres egen kommissær, og jøderne ligeså. Protestanter og katolikker blev også behandlet nogenlunde tåleligt i starten. I 1930erne blev disse trossamfund dog også genstand for forfølgelser. Jeg har i afsnittet om loven af 1929 kun citeret de paragraffer der mest direkte besværliggjorde menighedslivet og derfor er også kun disse paragraffer medtaget i appendiks. Som primærkilder til min skildring af forholdet mellem kirken og sovjetmagten, har jeg anvendt til dels Kasjevarovs bog om perioden og Dmitrij Pospjelovskijs omfattende trilogi om antireligiøse kampagner i sovjetunionen. Af originalkilder var desværre kun loven af 1929 tilgængelig i skrivende stund. I den ortodokse tradition staves "Den Ortodokse Kirke","Tsar", Liturgi og "Patriark" med stort, mens andre titler og navneord skrives med småt.

Den russiske kirkekalender var i det 20. Århundrede 13 dage bagefter den vestlige kalender anvendt af sovjetmagten. I artiklen er anvendt de i kilderne angivne datoer. En oversigt over forkortelser for de citerede værker forefindes først i litteraturlisten.

1917-1918 Patriarkatets genindførelse.

Da Tsar Nikolaj II abdicerede i Marts 1917 mistede den Ortodokse Kirke sit formelle overhoved. Tsar Peter den Store havde afskaffet Patriarkatet og erstattet det med den mere eller mindre verdslige hellige synode, hvor overprokuratoren blev udnævnt af Tsaren. Dette gjorde følgelig kirkens ledelse afhængig af hvor religiøs den på et givet tidspunkt siddende Tsar var, og hvilken overprokurator der blev udnævnt. Allerede omkring århundredeskiftet var der i Den Ortodokse Kirke røster, der ønskede at reformere dette system, og Tsar Nikolaj II, var ikke uvilligt indstillet. I 1904 gik han endda så vidt at forslå sig selv som kandidat til den Patriarkale trone. Han ville så abdicere og lade sin yngre bror komme til i stedet. På grund af dels revolutionen i 1905 og dels Første Verdenskrig blev alle reformplaner dog midlertidigt skrinlagt, og først med den gamle ordens og dermed overprokuratorens forsvinden, øjnede kirken mulighed for at kunne gennemføre reformer. Derfor var store dele af Den Ortodokse Kirke da også i starten forholdsvis positiv over for systemskiftet og man satte sin lid til en al-russisk sobor der skulle afgøre spørgsmålet om Patriarkatets genindførelse. Der var også andre vigtige reformer på ønskelisten så som at man fra visse diokeser (biskopalt embedsområde) ønskede at kunne vælge gifte præster som biskopper i stedet for de traditionelle munke udtaget til bispeembeder fra klostrene. Men først og fremmest måtte man finde en kirkelig leder nu da den verdslige overprokurator var forsvundet. I Juni 1917 valgte diokesen i Skt. Petersborg Venjamin, som metropolit, og i Moskva valgte man Tikhon Belavin som metropolit, og den 11/24 Juni blev der indkaldt til den al-russiske sobor der skulle træde sammen i August 1917 og afgøre spørgsmålet om blandt andet genindførelsen af Patriarkatet.

Denne sobor bestod af både aktive lægfolk, kendte teologer og af præster og biskopper. Man kan tale om to hovedfløje i soboren. "Venstrefløjen" ønskede en total adskillelse af stat og kirke på alle måder, og "højrefløjen" ønskede at bevare Den Ortodokse Kirke som nationalkirke. Venstrefløjens hovedargument var, at man ville frigøre sig fra den verdslige statsmagt. Fra højrefløjen sagde biskop Andrej i en samtale med den provisoriske regerings chef, Aleksander Kerenskij, at han mente at man ved en total adskillelse ville berøve statsmagten og nationen sin "kristne samvittighed". Den provisoriske regering havde i øvrigt afskaffet den hellige synode tidligere på året, og erstattet den med "Departementet for Religiøse Anliggender", der skulle være fleksibel og forholde sig positivt over for de resultater, som den al-russiske sobor ville nå frem til senere.

Soboren åbnede 15/28 august 1917, og bestod af 563 delegerede der alle kunne stemme på lige fod. Både metropolitter, biskopper, præster og lægfolk var indbudt. Der viste sig at være et stort flertal for genindførelsen af Patriarkatet, og selv om antallet af delegerede faldt noget senere, især efter bolsjevikkernes kup i efteråret, må man regne med at ikke flere end ca. 11% stemte imod.

Ideen var også populær blandt de lægfolk der var til stede. Som en bondedelegeret udtalte: "Vi har ikke længere nogen Tsar. Ingen fader vi kan elske. Det er umuligt at elske en synode, og derfor vil vi bønder have en Patriark!" Et andet, måske mere akademisk argument, var at Patriarken ville regere kirken i tæt samklang med de soborer der fra tid til anden blev indkaldt. Denne sobornost havde eksisteret før Peter den Store, men var blevet ødelagt efter hans afskaffelse af Patriarkatet.

Soborens valg af den nye Patriark fandt sted under bolsjevikkernes kup i oktober 1917, mens Moskva var under beskydning fra bolsjevikkerne. Den 13/28. oktober 1917 valgtes ved lodtrækning blandt de nominerede, Tikhon som den første Patriark i Rusland i 217 år.

Soboren vedtog flere vigtige reformer. Fremover skulle en central synode nominere kandidater til bispevalg. Valgene skulle så foregå lokalt i specielle råd bestående af både lægfolk og gejstlige.

Kvindernes position i kirkelivet skulle styrkes, og de skulle have mulighed for at blive salmister, samt for at blive kirkeværger.

For selve den Patriarkale trone vedtog man at 1) Give Patriarken ubegrænset administrativ magt, i tilfælde af at sovjetmagten ville gøre kirkelivet umuligt. 2) At Patriarken skulle udnævne 3 såkaldte "locum tenentes" (Administrative stedfortrædere). I tilfælde af Patriarkens død skulle en ny sobor udnævne en ny Patriark, og man var bange for at bolsjevikkerne ville forhindre en ny sobor.

Patriark Tihkon udnævnte metropolit Agafangel, metropolit Peter og metropolit Kiril som locum tenentes.

Soboren udstedte dog også et temmelig urealistisk dekret om at "den russiske stats leder, religionsminister, undervisningsminister samt disses deputerede, skal være medlemmer af Den Ortodokse Kirke." Som modtræk til den bolsjevikiske propaganda besluttede man at indføre prædikener ved alle kirkelige andagter, ikke blot efter Liturgien om søndagen, som var den hidtidige praksis. De gammeltroende blev accepteret tilbage i fuldt fællesskab med resten af kirken, og fik fuld ligestilling. Denne proces havde været undervejs allerede under Tsar Nikolaj II. Men nu blev ligestillingen omsider virkeliggjort.

Eksempler på forfølgelsen

Lenins magtovertagelse satte en effektiv stopper for kirkens positive udbytte af omvæltningerne i Rusland. Bolsjevikkerne opfattede kirken som en hovedfjende, og knapt var de kommet til magten, før krigen mod kirken blev indledt.

Bolsjevikkerne troede på den marxistisk-materialistiske ide om, at hvis man fratog kirken dens materielle eksistensgrundlag, ville religionen forsvinde af sig selv, og ved et regulært bombardement af dekreter, begyndte Lenin at føre krig mod kirken, ved at forsøge at fratage kirken alle dens værdier. 8 november 1917 kom et dekret, der nationaliserede alle kirkens jordbesiddelser og fratog alle præster og kirkefolk deres borgerlige rettigheder. Patriark Tikhon "slog igen", ved den 19.01/01.02. 1918 at ekskommunikere alle bolsjeviklederne fra den Ortodokse Kirke. Samtidig sendte han sin Patriarkale velsignelse til den på det tidspunkt i Tobolsk indespærrede Tsar og hans familie. I forhold til bolsjevikledernes egne overbevisninger var ekskommunikationen formodentlig ikke så tragisk for dem, men langt størstedelen af befolkningen, især bønderne, var medlemmer af Den Ortodokse Kirke, og ekskommunikationen blev af bolsjevikkerne opfattet som et "kontrarevolutionært" forsøg på at så splid mellem bolsjeviklederne og befolkningen. Velsignelsen af Tsarfamilien var selvfølgelig tænkt som en kristen gerning, men bolsjevikkerne opfattede den som ulydighed mod det nye regime. Bolsjevikkerne slog igen ved dekretet af 23.01/05.02. 1918, som forbød al religionsundervisning i skolerne. Ved Lenins dekret af 28.01/10.02. 1918 konfiskeredes alle kirkens indeståender i bankerne. Senere i 1918, nærmere bestemt ved dekretet af 18.12.1918 opløstes alle kirkeligt indgåede ægteskaber og derefter anerkendtes kun borgerlige vielser i sovjetstaten. Bolsjevikkernes røde terror mod kirken begyndte omtrent samtidig med de første tegn på borgerkrig i vinteren 1917-18. klostre og kirker blev plyndret og ødelagt. Hvis bolsjevikkerne mødte modstand, skød de ofte folk ned på stedet. Ikke kun lægfolk blev ofre for terroren. I ugen op til Påsken 1918, blev den populære biskop Germogen af Tobolsk smidt i Tobol floden med en sten bundet til fødderne. Ærkebiskop Joakim af Nizhnij-Novgorod blev hængt op med hovedet nedad foran de hellige kongedøre foran Alteret i sin egen kirke, til han døde. Bolsjevikkerne forklarede disse mord med at der var tale om "kontrarevolutionære". Virkeligheden var at bolsjevikkerne systematisk henrettede præster, der kom i vejen for dem. Om det var fordi de tog afstand fra bolsjevismen i prædikener, foretog religiøse processioner uden tilladelse fra sovjetmagten, eller blot var for populære i befolkningen gjorde ingen forskel for tjekisterne. Bolsjevikkernes tese om at religionen ville forsvinde når man berøvede kirken sin materielle basis holdt ikke stik, og de greb til mere og mere vanvittige overgreb på kirken. I Voronesj regionen blev 7 nonner kogt levende i et kar med tjære, fordi de havde sagt bønner for den Hvide Hær. I Kharkov blev en præst, fader Mokovskij skudt for at have kritiseret bolsjevikkerne i en prædiken. Da hans hustru ville hente liget, blev hun grebet af bolsjevikkerne, fik hugget arme og ben af, gennemboret brysterne og blev til sidst myrdet. Foruden sådanne grusomheder, forstyrrede bolsjevikkerne overalt det religiøse liv. De afbrød processioner, vanhelligede kirker og slog og mishandlede kirkegængere, og det var ikke kun i landprovinserne at folk gjorde modstand mod bolsjevikkernes terror mod kirken. I Petrograd ville man vanhellige Skt. Aleksander Nevskij Klosteret, men der samledes en gigantisk folkemængde, der selv om den blev beskudt, nægtede at lade bolsjevikkerne komme ind i klosteret. Lægfolk dannede en støtteforening for klosteret, og denne nåede op på 60.000 medlemmer i Petrograd alene. I Moskva dannedes ligeledes en forening i sympati med bevægelsen i Petrograd. I Petrograd gik hundreder af tusinder af lægfolk og præster i protestoptog på gaden, og bolsjevikkerne måtte opgive at ødelægge Skt. Aleksander Nevskij Klosteret.

Dette eksempel viser med al ønskelig tydelighed hvor ringe samklang der var mellem bolsjevikkernes holdninger og den jævne befolknings holdning til Den Ortodokse Kirke. Men bolsjevikkerne agtede at destruere Den Ortodokse Kirke i Rusland, og en storstilet anti-religiøs kampagne tog sin begyndelse med borgerkrigen, der gav bolsjevikkerne et argument for at forfølge kirken. Man påstod at kirken var "kontrarevolutionær", og kirken blev hvirvlet ind i et livtag med bolsjevismen hvor det gjaldt liv og død. Bolsjevikkerne stiftede en bevægelse der kaldte sig "De Militante Gudløse", der i starten havde til hovedformål at afkristne ungdommen og at "oplyse" den om Kirkens "åndsformørkethed og uduelighed". "De Militante Gudløse" udgav en avis, ved navn "Besbosjnik", hvor religion blev beskrevet som en form for sindssyge, der skulle behandles.

Bolsjevikkerne havde proklameret "religionsfrihed", men det gjaldt ikke Den Ortodokse Kirke. Lenin valgte at slå hårdt ned på Den Ortodokse Kirke, og han forstærkede indsatsen, da det viste sig at kirken ikke var så let at tage livet af. Ved dekretet af 01.03.1919 indledtes en kampagne imod "dyrkelsen af lig og mumier" dvs. hellige relikvier af ortodokse hellige mænd og kvinder. Med avisen "Revolutsija i Tserkov" der var grundlagt af det sovjetiske justitsministerium, systematiserede man hade-propagandaen imod kirken. Relikvier af højt elskede helgener som for eksempel Skt. Sergej af Radonesj, blev "afsløret" i avisen. Man sagde at der ingenting var i kisten, og at det hele var svindel. Men munkene fra Skt. Sergej Hellig-Treenigheds Klosteret, hvor relikvierne var, fortalte at relikvierne faktisk var intakte, og da de troende opdagede det, hev de bolsjevik kommissæren Sphitsberg af hesten og gennembankede ham, for at have løjet for dem! I visse tilfælde fandt bolsjevikkerne rent faktisk kun støv i kisterne, og blev rasende da det gik op for dem, at den Ortodokse Kirke ikke hævder at relikvierne skal være intakte for at være hellige! Mirakler har altid haft stor betydning for de ortodokse kristne, og Bolsjevikkerne forsøgte også at latterliggøre disse mirakler. Den marxistiske materialisme kunne naturligvis ikke tolerere at befolkningen troede på den slags. Der er uendeligt mange af den slags hændelser, men her er det for eksemplets skyld og for at vise bolsjevikkernes reaktion, nok at nævne et klassisk eksempel. Biskop Leontij af Chile beskriver en hændelse, der blev kendt i det meste af Sovjetunionen til bolsjevikkernes store ærgrelse.

I Ukraine, i landsbyen Kalinovka, ville sovjetten lukke den lokale kirke. Befolkningen mødte så talstærkt frem, at politiet måtte trække sig tilbage, og i raseri skød de på et gammelt krucifiks, der stod ved en korsvej tæt ved kirken. Kun én kugle ramte Kristus figurens kraveben. Men til alles forbløffelse begyndte blodet at strømme frem fra skudhullet! En politimand faldt af hesten af bare forskrækkelse, og befolkningen begyndte at bede foran krucifikset. Om aftenen var der allerede flere tusinde pilgrimme på stedet. Politiet forsøgte flere gange at komme til at ødelægge korset, men kunne ikke komme til det. Bolsjevikpressen bortforklarede hændelsen med at "blodet bare var vand der havde samlet sig i korset og nu løb ud". Men blodet blev ved med at strømme ud, og befolkningen gik dertil i processioner og satte deres egne kors op ved siden af, og sang hymner. Præsterne turde ikke komme derhen, af frygt for repressalier.

Bolsjevikpressen kunne ikke forklare hændelsen og ignorerede den så godt de kunne. Man kaldte de fromme pilgrimme for "analfabetiske idioter" "drukkenbolte" og "tabere". Selvfølgelig havde bolsjevikkerne ødelagt korset så snart kunne se deres snit til det, men hævdede at præsterne selv havde fjernet det, da de havde "tjent nok penge på pilgrimmene". Man hævdede også at det at mange havde kysset korset havde været årsag til tusinder af tilfælde af syfilis og at en mængde tyverier havde fundet sted.

Eksemplet viser at bolsjevikkerne gjorde alt hvad de kunne for at fremstille de troende som kriminelle, dumme, og som en slags undermennesker.

For at modgå sovjetmagtenss beskyldninger om "kontrarevolutionær virksomhed" udstedte Patriark Tikhon i 1919 en erklæring om at kirken var neutral og lovede ikke at blande sig i politik. Det hjalp ikke, og sovjetmagten ignorerede Patriarkens erklæring. Det var ikke neutralitet sovjetmagten ønskede, men påskud til at ødelægge kirken.

Kapitulation?

"Teologisk krigsførsel"

Også på det teologiske område forsøgte bolsjevikkerne at angribe kristendommen. For eksempel skrev "Revolutsija i Tserkov" i 1923, om de studerende på præsteseminarierne, at "Det er svært at forestille sig noget mere frastødende end at se, hvordan disse hundreder af tusinder af korrupte unge mænd og de der bliver korrumperet helt ind til marven spotter de tomhjernede troende"

Men denne "teologiske krigsførsel" tog allerede sin begyndelse i 1919 i Ministeriet for Religiøse Anliggender, der var en underafdeling af GRU, sikkerhedspolitiet, der havde sin brutale milits, tjekaen, til at håndhæve sine mere konkrete kampagner. Bolsjevikkerne planlagde at splitte kirken ved at skabe en sovjetvenlig kirkeadministration i stedet for den besværlige Patriark som man ikke kunne styre. To af mændene bag planen var Zinovjev, der var partichef i Petrograd og Tutjkov, der var øverste kommissær i departementet for religiøse anliggender. De brugte blandt andre tre biskopper, Jevdokim, Antonin og Leonid til dette skisme. Men planen kunne ikke udføres så længe den populære Patriark Tikhon stadig var på fri fod. Man arresterede da også som tidligere nævnt Patriarken i 1922. Hans "locum tenens", metropolit Agafangel tog over, men blev omgående arresteret. De tre førnævnte sovjetvenlige biskopper udnævnte først sig selv til metropolitter, konsekrerede dernæst tre præster til biskopper, og så proklamerede man "Den Levende Kirke" (DLK) som de kaldte deres opfindelse. Så nedsatte de en såkaldt "Højere Kirkelig Administration" (HKA) der var loyal mod sovjetmagten. DLKs program var højst kontroversielt. Det var på 28 punkter, og essensen i de vigtigste af dem var at man ikke anerkendte Kristus som Guds Søn, men som en klog mand med en høj moral. Guds Moder var ikke jomfru, klostrene skulle afskaffes og det samme skulle helgener og ikoner. Med dette program blev DLK ikke just populær i den dybt troende russiske befolkning. Sovjetregeringen lod vide at man kun anerkendte HLA som øverste kirkemyndighed, og man gav stort set alle kirkebygninger til DLK. Disse kirker forblev tomme. Folk nægtede at komme der. I den hellige uge op til påsken 1923 , måtte sovjetiske soldater jage folk ud af de Patriarkale kirker der stadig var åbne. DLK holdt en sobor mens Patriark Tikhon sad i fængsel, og de fordømte og degraderede ham totalt. De fratog ham endda hans status som munk. DLK beskyldte Patriarken for at have blandet sig i politik. (Ironisk når man tænker på DLKs egen oprindelse) Da Patriark Tikhon blev løsladt i 1923, tvang sovjetmagten ham til at afgive en loyalitetserklæring, om at han ville respektere sovjetmagten som den legale magt i Rusland. Han afgav erklæringen, som dog var tilpas uklart formuleret. Dog beordrede han at der nu skulle siges bønner i alle kirker for den sovjetiske regering. Men han fordømte DLK i skarpe vendinger. Snart flygtede langt de fleste af DLK kirkefolkene tilbage til Patriarken, da de indså at DLK ikke havde mange chancer længere. Metropolit Sergej var en af de første, der angrede og bad Patriarken om tilgivelse. Han var gået med i DLK fordi han så det som den eneste mulighed for at kunne genåbne seminarier og bevare en nogenlunde ordnet administrativ struktur i kirkelivet.

Patriark Tihkon overtog administrationen af kirken igen, men døde under mystiske, aldrig opklarede omstændigheder d 25 marts 1925.

Hans locum tenens metropolit Peter blev nu leder af kirken, og sovjetmagten forsøgte at aftvinge ham en loyalitetserklærking, hvilket han nægtede. Metropolit Peter blev arresteret sidst i 1925 for "kontrarevolutionær virksomhed" og døde i eksil i 1937. Efter metropolit Peters arrestation ledte nu metropolit Sergej Kirken. Så kom sovjetmagtenss næste forsøg på at ødelægge kirken indefra. Den øverste kommissær for Departementet for Kirkelige Anliggender, Tutjkov, udtænkte en plan, og da metropolit Peter var fængslet, mødtes nogle sovjetvenlige biskopper med ærkebiskop Grigorij af Jekaterinburg i spidsen, og besluttede at da metropolit Peter ikke kunne administrere kirken, ville de skabe en synode i Moskva, der kunne regere indtil Peter blev løsladt. Metropolit Sergej var den egentlige leder, men regeringen nægtede ham ganske enkelt at rejse fra Nisjnij Novgorod, hvor han befandt sig, til Moskva! Ærkebiskop Grigorij besøgte metropolit Peter og fik af ham bemyndigelse til at lede synoden i Moskva, da metropolit Sergej ikke kunne komme. Men Grigorij fortalte ikke at han var parat til at underskrive en loyalitetserklæring. Da han havde opnået det han ville, erklærede han sin loyalitet til sovjetmagten, og hans synode blev registreret i begyndelsen af 1926. Men metropolit Peter tilbagekaldte straks sin accept af Grigorijs synode da han hørte om svindelnummeret, og metropolit Sergej havde i mellemtiden dannet sin egen synode i Nisjnij-Novgorod. Det farligste ved "Grigorianerne" var at de bestod af biskopper og præster fra den Patriarkale kirke. Det gjorde problemet mere alvorligt end sagen med DLK, og deres fuldstændig ukanoniske opståen ud af ingenting. Men da metropolit Sergej i 1927 udsendte sin famøse loyalitetserklæring, var Grigorianernes sag tabt, da de fleste biskopper nægtede at følge ærkebiskop Grigorij i stedet for den lovligt valgte locum tenens, metropolit Sergej

I efteråret 1926 blev metropolit Sergej imidlertid arresteret for at have "kontrarevolutionære forbindelser" i udlandet og for at have forsøgt at afholde et hemmeligt Patriarkvalg i Rusland, hvorved flertallet sikkert var faldet på den tredje locum tenens metropolit Kiril, der sad i eksil i Nordrusland. Og med metropolit Sergej arresteredes også 117 biskopper, der var loyale mod ham. Efter at metropolit Sergej var blevet arresteret, tilbød Sovjetregeringen metropolit Kiril en handel. Han nægtede dog også at underskrive en loyalitetserklæring, og han forblev i sit eksil hvor han døde i 1944.

Erklæringen og dens konsekvenser

Det er uklart præcis hvorfor, men metropolit Sergej blev løsladt i foråret 1927, og sovjetmagten accepterede ham som leder af synoden i Moskva. Tre måneder efter, i august udsendte han sin loyalitetserklæring til sovjetmagten. Den lyder som følger:
"Íàì íóæíî íî íå íà ñëîâàõ, à íà äåëå ïîêàçàòü, ÷òî âåðíûìè ãðàæäàíàìè íå òîëüêî ðàâíîäóøíûå ê ïðàâîñëàâèþ ëþäè, íå òîëüêî èçìåííèêè åìó, íî è ñàìûå ðåâíîñòíûå ïðèâåðæåíöû åãî. Ìû õîòèì áûòü ïðàâîñëàâíûìè è â òî æå âðåìÿ ñîñíàâàòü Ñîâåòñêèé Ñîþç íàøåé ãðàæäàíñêîé ðîäèíîé, ðàäîñòè è óñïåõè êîòîðîé - íàøè ðàäîñòè è óñïåõè, à íåóäà÷è - íàøè íåóäà÷è. Âñÿêèé óäàð, íàïðàâëåííûé â Ñîþç, áóäü òî âîéíà, áîéêîò, êàêîå-íèáóäü îáùåñòâåííîå áåäñòâèå èëè ïðîñòî óáèéñòâî èç-çà óãëà, ïîäîáíîå âàðøàâñêîìó, ñîçíàåòñÿ íàìè êàê óäàð, íàïðàâëåííûé â íàñ."

Denne erklæring affødte et ramaskrig, især i russiske emigrantkredse, men også blandt troende i Rusland var der protester både fra lægfolk og fra biskopper. Den blev betragtet som et knæfald for den ateistiske regering. Sovjetmagten havde nu fået sin vilje, og man havde fået kontrol med den legale Locum Tenens. Men før vi går videre, skal vi tilbage til 1919 og borgerkrigen i Sydrusland.

Emigrantkirken

Under borgerkrigen havde man i 1919 under metropolit Antonij oprettet en midlertidig kirkeadministration, der erklærede sig hørende under Patriarken, men da den hvide hær blev tvunget til at flygte, rejste de fleste kirkefolk med. De søgte tilflugt hos Den Økumeniske Patriark i Konstantinopel, hvor man i december 1920 oprettede "Den Midlertidige Højere Russiske Kirkeadministration" (MHRK). Man erklærede sin loyalitet over for Patriark Tikhon, og fastholdt denne holdning, også da MHRK flyttede til Serbien i 1921. Samme år afholdt metropolit Antonij en forsamling, der fordømte sovjetmagten og fastsatte som en del af sit program, at Tsarstyret skulle genindføres og at Romanov familien var Ruslands retmæssige herskere. I marts 1922 opfordrede DHRK i emigrantkredsene til at man skulle gå til væbnet kamp over for bolsjevikstyret i Rusland. Det blev for meget for Patriark Tikhon, der beordrede Karlovci synoden til at opløse sig selv, idet han beskyldte den for at være ukanonisk. Metropolit Antonij og hans biskopper havde forladt Rusland, og derved overladt deres respektive diokeser til deres egen skæbne. Karlovci synoden nægtede at parere ordre, idet den hævdede at Patriarken blev tvunget af sovjetmagten til at udstede sin befaling. Allerede i december 1921 havde Karlovci synoden udråbt metropolit Antonij til "Viceregent for den Al-Russiske Patriark", idet man ikke stolede på at Patriark Tikhon frit kunne træffe de beslutninger der var bedst for kirken. Karlovci synoden føjede dog til en vis grad Patriarken og opløste i september 1922 sig selv - men i stedet oprettede man "Den Russiske Kirke i Udlandet", (RKU) med stort set de samme folk. Denne russiske emigrantkirke tøvede ikke med at blande sig i politik, og var særdeles åbenmundet om de frygtelige forhold for kirken i Sovjetunionen. I 1926 offentliggjorde de et brev fra metropolit Sergej, hvor han skrev at kirkefolk i udlandet hellere måtte oprette deres egne administrationer, da forholdene var uforudsigelige i Rusland. Da metropolit Sergej i 1927 udsendte sin erklæring om loyalitet, undsagde RKU ham og beskyldte ham for at tjene det gudløse og antikristne sovjetstyre. RKU flyttede på grund af Anden Verdenskrig til USA hvor de har hovedsæde i dag under en metropolit. For tiden (2001) metropolit Vitalij.

Erklæringens konsekvenser i Rusland

I Rusland havde metropolit Sergej sandsynligvis håbet på at kirken nu ville få fred til at komme sig efter den blodige forfølgelse, men i stedet gik det stik modsat. De to andre locum tenens metropolitterne Agafangel og Kiril, accepterede modstræbende metropolit Sergejs ledelse da locum tenens Metropolit Peter jo stadig var fængslet, men skismaerne i kirken indenfor Ruslands grænser forværredes for en tid, fordi adskillige biskopper var imod erklæringen. Imidlertid blev de efterhånden stort set alle arresteret, og indskudt kan det her nævnes, at 12 år efter, i 1939 var der i metropolit Sergejs synode kun en metropolit foruden ham selv og to ærkebiskopper tilbage. Der dannedes på grund af Patriark Tikhons delvise loyalitetserklæring allerede i 1923 flere undergrunds- eller katakomb-kirker, der nægtede at følge metropolit Sergej. Disse fik fornyet tilgang efter metropolit Sergejs erklæring i 1927.

I 1929 kom en ny lovgivning om religion fra sovjetregeringen, underskrevet af Kalinin, Smirnov og Dosov. Denne lov har visse væsentlige punkter der fortjener omtale, da denne lov for alvor begrænsede Den Ortodokse Kirkes eksistensmuligheder.

Sovjetmagten krævede at for at man kunne eksistere som menighed, skulle mindst 20 personer samles som en menighed. Man krævede fra myndighedernes registrering af denne gruppes sammensætning Det vil sige at man havde fuldstændigt kendskab til både de præster og lægfolk der kunne tænkes at være for aktive i religiøse spørgsmål. Menigheden kunne gratis leje kirken samt de genstande der blev brugt under gudstjenesterne, af de selvsamme kommunister, der havde stjålet dem i første omgang.

Menighedsmedlemmer måtte gerne indgå kontrakter med håndværkere til at reparere kirkerne, men ikke indgå kontrakter med firmaer der for eksempel producerede vokslys til kirkebrug.

Al religionsundervisning blev totalt forbudt både i skoler og for private, undtagen hvis man havde indhentet speciel tilladelse fra komitéen for religiøse anliggender. Det blev pålagt menighederne at betale erstatning til myndighederne, hvis kirkelige effekter gik i stykker eller blev stjålet. Det må her erindres at al kirkens ejendom og værdier allerede var blevet konfiskeret af sovjetmagten tidligere - uden erstatning. Alle medlemmer af menigheden kunne ved at skrive under på en kontrakt blive "medejere" af kirkens værdier, og således realiseredes "det kommunistiske paradis" i Den Ortodokse Kirke. Hvis regeringen mente at der var brug for kirkebygningen i en anden sammenhæng, kunne man frit annullere kontrakten med menigheden. Hvis en sådan lukning fandt sted skulle alle ædelstene, for eksempel fra ikoner, samt alt af historisk værdi afleveres til de lokale myndigheder. Menigheden fik kun lov at beholde de knap så kostbare ikoner, kontanter og præstens ornat, hvis de fortsatte med at hlde gudstjeneste i en anden bygning. De i Den Ortodokse Kirke meget brugte udendørs processioner ved festdage, blev tilladt, men hver gang skulle der indhentes en speciel tilladelse fra myndighederne.

Denne lovgivning gjorde det muligt for sovjetregeringen "legalt" at lukke og nedrive i tusindvis af kirker, hvor menighederne ikke havde råd til at vedligeholde kirkebygningen og derfor kom i konflikt med lejekontrakten. Man havde også frataget Den Ortodokse Kirke mulighed for indtjening ved foruden først at konfiskere dens jord, nu også at have umuliggjort selv småhandel, som for eksempel med vokslys. Registreringen af en menighed kunne man trække i langdrag, og hvis man trak den langt nok ud, forfaldt kirkebygningen ofte så meget, at, myndighederne "legalt" kunne overtage eller fjerne den.

Sovjetmagten begyndte systematisk at sprænge kirker i luften og at fængsle stort set alle biskopper, under de samme veltjente anklager om "kontrarevolutionær virksomhed".

Metropolit Sergej havde ikke fået andet end en formel anerkendelse af sin synode. Sovjetmagten blev ved med at forfølge kirken. Metropolit Sergej blev mere og mere vingestækket og som forfølgelserne skred frem var der ingen vej tilbage for ham.

I 1930 udtalte metropolit Sergej over for vestlige journalister at der ikke fandt nogen undertrykkelse af religion sted i Rusland. I 1943 tillod sovjetmagten at en synode samledes. Den valgte metropolit Sergej til Patriark. Patriark Sergej døde nedbrudt kun to år senere.

Slutkommentar

Metropolit Sergejs erklæring var som det er fremgået, kun en lille brik i kommunismens forsøg på at destruere Den Ortodokse Kirke i Rusland. Skismaerne og Patriark Tikhons, i hvert fald erklærede, delvise neutralitet over for sovjetmagten var allerede kendsgerninger længe inden erklæringen blev udsendt. Når den alligevel blev stærkt fordømt af DRKU og af modstanderne i Rusland, skyldtes det at DRKU hævdede at med den, havde metropolit Sergej opgivet modstanden i mod den ateistiske sovjetmagt. Metropolit Sergej kunne ikke mønstre den samme personlige stædige modstand mod kommunismen som Patriark Tikhon havde været i stand til, og selv om han til en vis grad reddede kirkens administration, blev Den Ortodokse Kirke efter erklæringen blot undertrykt endnu mere brutalt. Som det er fortalt fik den ingen positiv virkning overhovedet. Resultaterne af den brutale undertrykkelse skulle komme til at præge kirken i mange årtier og uofficielle russiske kilder siger at kommunismen kostede Rusland ca. 100 millioner menneskeliv.

Først i dag på den anden side af år 2000 ser det ud til at den Russisk Ortodokse Kirke er begyndt at blomstre op igen. Den Russisk Ortodokse Kirke er stadig splittet på grund af metropolit Sergejs erklæring. DRKU hævder med rette at de aldrig har gjort knæfald for kommunismen, og derfor ønsker DRKU en utvetydig afstandtagen i Moskva Patriarkatet fra denne erklæring. Moskva Patriarkatet kanoniserede imidlertid i august 2000 "De Kejserlige Martyrer og alle Nymartyrer og Bekendere af Den Ortodokse Tro myrdet under den gudløse kommunismes åg," og dermed er der måske banet vej for et bedre klima mellem de to halvdele af kirken.

Bibliografi

Forkortelser anvendt for de i artiklen citerede værker er anført i parentes efter værkets navn.

Î. À. Ïëàòîíîâ "Íèêîëàé Âòîðîé - Æèçí è Öàðñòâîâàíèå" Ñàíêò - Ïåòåðáóðã 1999 (Ïëàòîíîâ)

À. Í. Êàøåâàðîâ "Ãîñóäàðñòâî è Öåðêîâ" Ñàíêò - Ïåòåðáóðã 1995. (Êàøåâàðîâ )

Ïðîòîïðåñâèòåð Ìèõàèë Ïîëüñêèé "Ïîëîæåíèå Öåðêâè â Ñîâåòñêîé Ðîññèè" Èåðóñàëèì 1931

- "The New Martyrs of Russia" Monastery Press, Canada 2000

Âñåðîññèéñêèé öåíòðàëüíûé èñïîëíèòåëüíûé êîìèòåò è ñîâåò íàðîäíûõ êîìèññàðîâ

Ïîñòàíîâëåíèå îò 1 ÿíâàðÿ 1929 ãîäà " Î ðåëèãèîçíûõ îáúåäèíåíèÿõ" (ÎÐÎ)

Dmitry Pospielovsky "The Russian Church under the Soviet Regime 1917-1982 Vol." 1. St. Vladimirs Seminary Press 1984 (Pospielovsky 1984)

- "A History of Marxist-Leninist Atheism and Soviet Anti-religious Policies Vol 1" St. Martins Press NY 1987 (Pospielovsky 1987)

- "Soviet Anti-religious campaigns and persecutions Vol 2" St. Martins Press NY 1988 (Pospielovsky 1988)

Archbishop John of Brussels and Western Europe "The Russian Church Abroad" Holy Trinity Monastery, Jordanville, NY 1997.

Walter G. Moss "A History of Russia" USA 1997.

John M. Thompson "A Vision unfulfilled" USA 1996.

Âñåðîññèéñêèé öåíòðàëüíûé èñïîëíèòåëüíûé êîìèòåò è ñîâåò íàðîäíûõ êîìèññàðîâ

Ïîñòàíîâëåíèå îò 1. ÿíâàðÿ 1929 ãîäà

"Î ðåëèãèîçíûõ îáúåäèíåíèÿõ"

Stk. 3. Ðåëèãèîçíîå îáùåñòâî åñòü ìåñòíîå îáúåäèíåíèå âåðóþùèõ ãðàæäàí, äîñòèãøèõ 18-ëåòíåãî âîçðàñòà, îäíîãî è òîãî æå êóëüòà, âåðîèñïîâåäàíèÿ, íàïðàâëåíèÿ èëè òîëêà, â êîëè÷åñòâå íå ìåíåå 20 ëèö, îáúåäèíèâøèõñÿ äëÿ ñîâìåñòíîãî óäîâëåòâîðåíèÿ ñâîèõ ðåëèãèîçíûõ ïîòðåáíîñòåé.

Stk. 8. Î ñîñòàâå ðåëèãèîçíîãî îáùåñòâà èëè ãðóïïû âåðóþùèõ, à òàêæå èõ èñïîëíèòåëüíûõ è ðåâèçèîííûõ îðãàíàõ è ñëóæèòåëÿõ êóëüòà â ñðîêè è ïî ôîðìå, óñòàíàâëèâàåìîé Íàðîäíûì êîìèññàðèàòîì âíóòðåííèõ äåë ÐÑÔÑÐ, ñîîáùàåòñÿ îðãàíó, ïðîèçâåäøåìó ðåãèñòðàöèþ äàííîãî ðåëèãèîçíîãî îáúåäèíåíèÿ

Stk. 10. Äëÿ óäîâëåòâîðåíèÿ ðåëèãèîçíûõ ïîòðåáíîñòåé âåðóþùèå, ñîñòàâèâøèå ðåëèãèîçíîå îáùåñòâî, ìîãóò ïîëó÷àòü ïî äîãîâîðó â áåñïëàòíîå ïîëüçîâàíèå îò âîëîñòíîãî èëè ðàéîííîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà èëè ãîðîäñêîãî ñîâåòà ñïåöèàëüíûå ìîëèòâåííûå çäàíèÿ è ïðåäìåòû, ïðåäíàçíà÷åííûå èñêëþ÷èòåëüíî äëÿ êóëüòîâûõ öåëåé.

Stk. 11. Ñäåëêè, ñâÿçàííûå ñ óïðàâëåíèåì è ïîëüçîâàíèåì êóëüòîâûì èìóùåñòâîì, êàê-òî: äîãîâîðû î íàéìå ñòîðîæåé, î ïîñòàâêå äðîâ, ðåìîíòå ìîëèòâåííîãî çäàíèÿ è èìóùåñòâà êóëüòà, ïî ïðèîáðåòåíèþ ïðîäóêòîâ è èìóùåñòâà äëÿ ñîâåðøåíèÿ ðåëèãèîçíûõ îáðÿäîâ è öåðåìîíèé è òîìó ïîäîáíûõ äåéñòâèé, òåñíî è íåïîñðåäñòâåííî ñâÿçàííûõ ñ ó÷åíèåì è îáðÿäíîñòüþ äàííîãî ðåëèãèîçíîãî êóëüòà, à òàêæå ïî íàéìó ïîìåùåíèé äëÿ ìîëèòâåííûõ ñîáðàíèé, ìîãóò çàêëþ÷àòüñÿ îòäåëüíûìè ãðàæäàíàìè, ñîñòîÿùèìè ÷ëåíàìè èñïîëíèòåëüíûõ îðãàíîâ ðåëèãèîçíûõ îáùåñòâ èëè óïîëíîìî÷åííûìè ãðóïï âåðóþùèõ.

Stk. 18. Íå äîïóñêàåòñÿ ïðåïîäàâàíèå êàêèõ áû òî íè áûëî ðåëèãèîçíûõ âåðîó÷åíèé â ãîñóäàðñòâåííûõ, îáùåñòâåííûõ è ÷àñòíûõ ó÷åáíûõ è âîñïèòàòåëüíûõ çàâåäåíèÿõ. Òàêîå ïðåïîäàâàíèå ìîæåò áûòü äîïóùåíî èñêëþ÷èòåëüíî íà ñïåöèàëüíûõ áîãîñëîâñêèõ êóðñàõ, îòêðûâàåìûõ ãðàæäàíàìè ÑÑÑÐ ñ îñîáîãî ðàçðåøåíèÿ Íàðîäíîãî êîìèññàðèàòà âíóòðåííèõ äåë ÐÑÔÑÐ, à íà òåððèòîðèè àâòîíîìíûõ ðåñïóáëèê - ñ ðàçðåøåíèÿ öåíòðàëüíîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà ñîîòâåòñòâóþùåé àâòîíîìíîé ðåñïóáëèêè.

Stk. 29.  äîãîâîðå, çàêëþ÷àåìîì âåðóþùèìè ñ ãîðîäñêèì ñîâåòîì, âîëîñòíûì èëè ðàéîííûì èñïîëíèòåëüíûì êîìèòåòîì, ïðåäóñìàòðèâàåòñÿ, ÷òî ëèöà, ïðèíÿâøèå çäàíèå êóëüòà è èìóùåñòâî â ïîëüçîâàíèå (ñò.28), îáÿçóþòñÿ:

à) õðàíèòü è áåðå÷ü åãî, êàê ââåðåííîå èì ãîñóäàðñòâåííîå èìóùåñòâî;

á) ïðîèçâîäèòü ðåìîíò çäàíèé êóëüòà, à òàêæå íåñòè ðàñõîäû, ñâÿçàííûå ñ âëàäåíèåì è ïîëüçîâàíèåì ýòèì èìóùåñòâîì: êàê-òî: ïî îòîïëåíèþ, ñòðàõîâàíèþ, îõðàíå, îïëàòå íàëîãîâ, ìåñòíûõ ñáîðîâ è ò.ï.;

â) ïîëüçîâàòüñÿ ýòèì èìóùåñòâîì èñêëþ÷èòåëüíî äëÿ óäîâëåòâîðåíèÿ ðåëèãèîçíûõ ïîòðåáíîñòåé;

ã) âîçìåñòèòü óùåðá, ïðè÷èíåííûé ãîñóäàðñòâó ïîð÷åé èëè íåäîñòà÷åé èìóùåñòâà;

ä) èìåòü ó ñåáÿ èíâåíòàðíóþ îïèñü âñåãî êóëüòîâîãî èìóùåñòâà, â êîòîðóþ âíîñèòü âñå âíîâü ïîñòóïàþùèå (ïóòåì êóïëè, ïîæåðòâîâàíèé, ïåðåäà÷è èç äðóãèõ ìîëèòâåííûõ çäàíèé è ò.ï.) ïðåäìåòû ðåëèãèîçíîãî êóëüòà, íå ïðåäñòàâëÿþùèå ÷àñòíîé ñîáñòâåííîñòè îòäåëüíûõ ãðàæäàí, è èñêëþ÷èòü èç îïèñè ñ âåäîìà è ñîãëàñèÿ òîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà èëè ñîâåòà, ñ êîòîðûì çàêëþ÷åí äîãîâîð, ïðåäìåòû, ïðèøåäøèå â íåãîäíîñòü;

å) áåñïðåïÿòñòâåííî äîïóñêàòü âî âñÿêîå âðåìÿ, çà èñêëþ÷åíèåì òîãî âðåìåíè, â òå÷åíèå êîòîðîãî ïðîèçâîäèòñÿ ñîâåðøåíèå ðåëèãèîçíûõ îáðÿäîâ, óïîëíîìî÷åííûõ ãîðîäñêèõ ñîâåòîâ èëè âîëîñòíûõ è ðàéîííûõ èñïîëíèòåëüíûõ êîìèòåòîâ èëè ñåëüñêèõ ñîâåòîâ ê ïåðèîäè÷åñêîé ïîâåðêå è îñìîòðó èìóùåñòâà.

Stk. 36. Ïåðåäà÷à çäàíèÿ êóëüòà, íàõîäÿùåãîñÿ â ïîëüçîâàíèè âåðóþùèõ, äëÿ äðóãèõ íàäîáíîñòåé (ëèêâèäàöèÿ ìîëèòâåííîãî çäàíèÿ) äîïóñêàåòñÿ èñêëþ÷èòåëüíî ïî ìîòèâèðîâàííîìó ïîñòàíîâëåíèþ öåíòðàëüíîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà àâòîíîìíîé ðåñïóáëèêè, êðàåâîãî, îáëàñòíîãî èëè ãóáåðíñêîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà, åñëè ýòî çäàíèå íåîáõîäèìî äëÿ ãîñóäàðñòâåííûõ èëè îáùåñòâåííûõ íàäîáíîñòåé. Î òàêîì ïîñòàíîâëåíèè ñîîáùàåòñÿ âåðóþùèì, ñîñòàâèâøèì ðåëèãèîçíîå îáùåñòâî.

Stk. 40. Ïðè ëèêâèäàöèè ìîëèòâåííîãî çäàíèÿ êóëüòîâîå èìóùåñòâî ðàñïðåäåëÿåòñÿ ñëåäóþùèì îáðàçîì:

à) âñå ïðåäìåòû èç ïëàòèíû, çîëîòà, ñåðåáðà è ïàð÷è, à òàêæå äðàãîöåííûå êàìíè, ïîäëåæàò çà÷èñëåíèþ â ãîñóäàðñòâåííûé ôîíä è ïåðåäàþòñÿ â ðàñïîðÿæåíèå ìåñòíûõ ôèíàíñîâûõ îðãàíîâ èëè â ðàñïîðÿæåíèå îðãàíîâ Íàðîäíîãî êîìèññàðèàòà ïðîñâåùåíèÿ, åñëè ýòè ïðåäìåòû ñîñòîÿëè íà èõ ó÷åòå;

á) âñå ïðåäìåòû èñòîðè÷åñêîé, õóäîæåñòâåííîé, ìóçåéíîé öåííîñòè ïåðåäàþòñÿ îðãàíàì Íàðîäíîãî êîìèññàðèàòà ïðîñâåùåíèÿ;

â) îñòàëüíûå ïðåäìåòû (èêîíû, îáëà÷åíèÿ, õîðóãâè, ïîêðîâû è ò.ï.), èìåþùèå ñïåöèàëüíîå çíà÷åíèå ïðè îòïðàâëåíèè êóëüòà, ïåðåäàþòñÿ âåðóþùèì äëÿ ïåðåíîñà â äðóãèå ìîëèòâåííûå çäàíèÿ òîãî æå êóëüòà; ýòè ïðåäìåòû çàíîñÿòñÿ â îïèñü êóëüòîâîãî èìóùåñòâà íà îáùèõ îñíîâàíèÿõ;

ã) ïðåäìåòû îáèõîäíûå (êîëîêîëà, ìåáåëü, êîâðû, ëþñòðû è ò.ï.) ïîäëåæàò çà÷èñëåíèþ â ãîñóäàðñòâåííûé ôîíä è ïåðåäàþòñÿ â ðàñïîðÿæåíèå ìåñòíûõ ôèíàíñîâûõ îðãàíîâ èëè â ðàñïîðÿæåíèå îðãàíîâ íàðîäíîãî îáðàçîâàíèÿ, åñëè îíè ñîñòîÿëè íà ó÷åòå ïîñëåäíèõ;

ä) òàê íàçûâàåìîå ïåðåõîäÿùåå èìóùåñòâî, äåíüãè, à òàêæå ëàäàí, ñâå÷è, ìàñëî, âèíî, âîñê, äðîâà è óãîëü, èìåþùèå îïðåäåëåííîå öåëåâîå íàçíà÷åíèå äëÿ âûïîëíåíèÿ óñëîâèé äîãîâîðà èëè äëÿ ñîâåðøåíèÿ ðåëèãèîçíûõ îáðÿäîâ êóëüòà, â ñëó÷àå ñîõðàíåíèÿ ñóùåñòâîâàíèÿ îáùåñòâà ïîñëå ëèêâèäàöèè ìîëèòâåííîãî çäàíèÿ, èçúÿòèþ íå ïîäëåæàò.

Stk. 59. Ðåëèãèîçíûå øåñòâèÿ, à òàêæå ñîâåðøåíèå ðåëèãèîçíûõ îáðÿäîâ è öåðåìîíèé ïîä îòêðûòûì íåáîì äîïóñêàþòñÿ ñ îñîáîãî êàæäûé ðàç ðàçðåøåíèÿ, ïîëó÷àåìîãî â ãîðîäàõ, ÿâëÿþùèõñÿ àäìèíèñòðàòèâíûìè öåíòðàìè íå íèæå ðàéîííûõ -îò ñîîòâåòñòâóþùåãî àäìèíèñòðàòèâíîãî îòäåëà èëè îòäåëåíèÿ â ãîðîäàõ íå ÿâëÿþùèõñÿ àäìèíèñòðàòèâíûìè öåíòðàìè, à òàêæå â ðàáî÷èõ è êóðîðòíûõ ïîñåëêàõ, -îò ïðåçèäèóìà ãîðîäñêîãî èëè ïîñåëêîâîãî ñîâåòà, à â ñåëüñêèõ ìåñòíîñòÿõ, -îò àäìèíèñòðàòèâíîãî îòäåëåíèÿ ðàéîííîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà èëè îò âîëîñòíîãî èñïîëíèòåëüíîãî êîìèòåòà. Õîäàòàéñòâà î âûäà÷å òàêèõ ðàçðåøåíèé ïîäàþòñÿ íå ìåíåå ÷åì çà äâå íåäåëè äî ñðîêà íàçíà÷åííîé öåðåìîíèè. Äëÿ ðåëèãèîçíûõ ñëóæåíèé, ñâÿçàííûõ ñ ïîõîðîíàìè, âûøåóêàçàííûõ ðàçðåøåíèé íå òðåáóåòñÿ.

© 2001 Church of St. Nicholas the Wonderworker in Aarhus